Aristoteles´ logik og metafysik

Af Jørn List-Christiansen

Aristoteles fra Stageiros i Makedonien (384 - 322) studerede i ca. 20 år (367 - 347) ved Platons Akademi i Athen. I løbet af disse år fjernede han sig efterhånden mere og mere fra mesterens standpunkt, især hvad idélæren angår. Hvad derimod angår synet på den videnskabelige erkendelses mål, er de to enige. De mener begge, at videnskabens mål er erkendelsen af det i dybeste forstand værende, det evige og almengyldige, i modsætning til de stadigt skiftende fænomener.

For Platon er det egentlig værende idéerne, som han placerer i en oversanselig verden. Fænomenerne (vor sanselige verden) participerer i idéerne; de er altså ikke totalt "non existent", men i forhold til idéerne er de blot at regne for skygger (jf. Hulebilledet i Platon: Staten). Således forholder det sig ikke hos Aristoteles. For Aristoteles er netop de enkelte "ting", de primære substanser, udgangspunktet, det grundlæggende, hvori man finder det almengyldige.

Når Aristoteles skal besvare spørgsmålet om, hvad vi kan vide noget om, så finder han svaret i fænomenerne (tingene), for her findes netop det almene, formerne, som de normalt kaldes.

Aristoteles mener, i modsætning til Platon, at sanserne er en nødvendig betingelse for erkendelse af tingenes væsen. Sanserne er ikke vildledende, som f.eks. Platon og Parmenides mente, men tværtimod vejledende.

Med udgangspunkt i sanserne og ved hjælp af induktion når vi frem til generelle udsagn om tingenes former. Den aristoteliske videnskab kan altså i en vis forstand siges at være empirisk-induktiv. Den induktive proces fra sansning af den enkelte ting til videnskabelig erkendelse af det almene (episteme) kan fremstilles på følgende måde:

Sansningen kan (hos mennesker) gemmes i erindringen. Hyppigt gentagne erfaringer af det samme fænomen generaliseres i erindringen til almene udsagn, som atter danner grundlag for kunnen (techne) og videnskabelig erkendelse (episteme).

Sansningen er altså nødvendig for den videnskabelige erkendelse, men ikke tilstrækkelig. For at udskille det nødvendige fra det tilfældige i slutfasen i den induktive proces behøves en form for intuitiv fornuft (nus). Gennem sansning og intuition når vi frem til de fundamentale og konstante træk ved tingene, som videnskabelig erkendelse altid må dreje sig om. Hvad det vil sige, at en ting netop er denne ting og ikke noget ganske andet, og hvad det i det hele taget vil sige, at noget er, dette er spørgsmål som Aristoteles behandler i Metafysikken.

Når disse problemer skal behandles, må de udtrykkes i sproget, som er tænkningens redskab. Aristoteles mener, at der er en overenstemmelse mellem verdens beskaffenhed og sproget, så derfor vil en sproglig analyse afdække noget om virkeligheden for os. Virkeligheden er struktureret på en bestemt måde (logos), og i Logikken (som Aristoteles kalder analytikken) gives der regler for, hvorledes vi på den rette måde skal bruge sproget, når vi vil forklare noget om virkeligheden. Karakteristisk nok kaldes den del af Aristoteles´ forfatterskab som beskæftiger sig med logikken for "Organon", redskab.

Organon

Aristoteles´ logiske skrifter, som udgør forudsætningen for og midlet til behandling af alle andre videnskaber, består af seks forskellige skrifter: 1) Kategorierne, som vil blive behandlet nærmere i det følgende; 2) De Interpretatione, som handler om domme; 3) Analytica priora og 4) Analytica posteriora, som drejer sig om henholdsvis syllogistikken (læren om slutten fra to præmisser) og videnskabsteori. 5) Topica er en slags lærebog i argumentation, og endelig drejer 6) De sophisticis elencis sig om fejlslutninger og om hvorledes man imødegår dem.

Kategorierne

Kategorierne drejer sig om logikkens mindste byggesten, termerne. Disse deles op i 10 kategorier: 1) substans, 2) kvantitet, 3) kvalitet, 4) relation, 5) sted, 6) tid, 7) position, 8) tilstand, 9) handlen, 10) liden.

Bortset fra den første kategori, substans, er der i logisk forstand tale om klasser af grundlæggende prædikater. Disse kan tillægges subjekter, som klassificeres under substanskategorien.

Hele denne klassifikation er først og fremmest en ontologisk klassifikation, men bliver også en klassifikation af logiske termer, idet jo Aristoteles opererer med en overenstemmelse mellem sprog og virkelighed. Tvetydigheder, såsom synonymer, homonymer og paronymer, gør Aristoteles rede for allerede i første kapitel af Kategorierne for på denne måde at eliminere fejlkilder fra denne side. Kategorierne synes at være tilvejebragt på grundlag af sproglige overvejelser, hvilket også fremgår af det faktum, at en stor del af kapitlerne indledes med overvejelser over, hvad der kan siges om et eller andet, og hvilke spørgsmål man kan stille.

Udgangspunktet er altid en konkret ting, en primær substans, f.eks. "Sokrates". Hvad kan vi sige om Sokrates? Vi kan f.eks. sige, at han er 1,65 m. høj, hvid, mindre end NN, befinder sig på torvet etc..

Vi kan også spørge: "Hvad er Sokrates for noget?" "Han er et menneske." "Hvad er et menneske?" "Det er et levende væsen, som atter er en substans." På denne måde når Aristoteles frem til mere og mere grundlæggende og almene termer. Kategoriskemaet kan på grundlag af ovenstående opstilles på følgende måde:

Universelt			Partikulært
Transendentale	Kategori	Species Genus	Primær substans
Væren Godhed Sandhed	Substans	Levende væsen	Sokrates
	Universiel accidens		Partikulær accidens
	Kvantitet	Længdemål	Sokrates´ fire fod
	Kvalitet	Farve	Det hvide i Sokrates
	Relation		Sokrates er større ned en hund
	Sted		I Lykeion
	Tid		I går
	Stilling		Siddende
	Haven		Har sko på
	Handlen		Brænder noget
	Liden		Bliver selv brændt

Vi ser, hvorledes Aristoteles altid tager sit udgangspunkt i det konkret iagttagelige og trinvis bevæger sig mod det mere og mest generelle.

Substanskategorien er som sagt den vigtigste kategori, og den primære substans er alle andre tings forudsætning. Enten prædiceres disse ting om den primære substans, eller de er i den primære substans, og ingen af de andre kategorier kan eksistere uafhængig af substanskategorien.

Aristoteles´ skelnen mellem primære substanser (de individuelle ting, particularia) og sekundære substanser (almenbegreber, universalia dvs. genus og species) får især betydning i fysikken / forandringer indenfor de forskellige kategorier og biologien (slægter og arter).

Logik

Bogen om kategorierne danner den faste grund for logikken (og metafysikken, hvilket der senere vil blive gjort rede for). Den egentlige logik, dvs. læren om dommene og om slutningerne, vil nu kortfattet blive behandlet:

Aristoteles´ logik er en ontisk logik, dvs. den drejer sig om det som er. Det værendes struktur afspejles i logikkens struktur. I Middelalderen fjerner logik og ontologi sig mere og mere fra hinanden, og det vi kalder klassisk logik er ganske vist aristotelisk i sin oprindelse, men det erkendelsesmæssige indhold (det ontiske) er filtreret fra, og tilbage er blevet en ren formel logik. Jeg vil i det følgende holde mig til den oprindelige aristoteliske fremstilling af logikken.

I Aristoteles´ logik er udsagnet udgangspunkt. Et udsagn er en sætning, hvor noget (prædikatet) tilskrives eller fraskrives noget andet (subjektet). Det kaldes for henholdsvis bekræftende og benægtende subjekt-prædikatsætninger. Disse kan endvidere deles i almene og delvise. På denne måde får vi fire typer usammensatte kategoriske udsagn:

a-udsagn: alment bekræftende: alle S er P
i-udsagn: delvis bekræftende : nogle S er P
e-udsagn: alment benægtende: ingen S er P
o-udsagn: delvis benægtende: nogle S er ikke P

"S" og "P" i ovenstående skema er symboler for udsagnenes subjekts- og objektsbegreber. Sådanne symboler indførtes allerede af Aristoteles.

Et udsagn kan være enten sandt eller falsk, afhængig af om dets ontiske korrelat er sandt eller falsk, men de ovenstående formuleringer (f.eks. alle S er P) er udsagnsformer, som er lettere at operere med end udsagn, men som ikke kan være enten sande eller falske.

I læren om slutninger skelnes mellem umiddelbare og middelbare slutninger. En umiddelbar slutning er en slutning fra blot én præmis, mens en middelbar slutning bygger på flere præmisser. Aristoteles´ interesse koncentrerer sig om slutninger fra to præmisser, syllogismen. Den kategoriske syllogisme består af to præmisser og en konklusion, som alle er kategoriske udsagn. Konklusionens prædikatbegreb kaldes overbegrebet, og konklusionens subjektbegreb kaldes underbegrebet. Det fælles begreb i præmisserne kaldes mellembegrebet. Begreberne kan være placeret i forhold til hinanden på forskellige måder, som kaldes figurer. Der findes flg. fire figurer:

M - P	P - M	M - P	P - M
S - M	S - M	M - S	M - S
S - P	S - P	S - P	S - P

Det skal bemærkes, at Aristoteles i Analytica Priora af en eller anden grund kun behandler de tre første figurer. Den fjerde er tilføjet af senere logikere.

Det er muligt at opstille ialt 256 syllogismer, idet de indgåede udsagn kan være henholdsvis a-, i-, e- eller o-udsagn, men det er langtfra alle der er gyldige.

Episteme

Efter i Analytica Priora at have givet en fremstilling of syllogistikken, går Aristoteles i Analytica Posteriora over til at behandle det videnskabelige bevis, som han opfatter som en form for syllogisme, nemlig en syllogisme som er i stand til at give os videnskabelig erkendelse, episteme. Episteme er den form for viden vi har, når vi erkender, at noget med nødvendighed er en følge af noget andet (årsagen). Denne erkendelse når man gennem et bevis, dvs. en deduktiv slutning på grundlag af sande, men ubeviselige, præmisser: aksiomer, definitioner og hypoteser. Dette kan foregå på flg. måde:

Alle mennesker er dødelige
Sokrates er et menneske
Sokrates er dødelig

Årsagen til at Sokrates er dødelig findes i mellembegrebet: menneske.

Episteme drejer sig altså om det, som ikke kan være anderledes, den evige universelle forbindelse mellem visse ting, og denne forbindelse erkendes, idet vi fatter beviset. Det kunne altså se ud som om en deduktion for Aristoteles er en forudsætning for videnskabelig erkendelse, men som jeg indledningsvis nævnte, spiller induktion og "nus" en afgørende rolle i vor erkendelse af de primære præmisser: aksiomer, definitioner og hypoteser.

I denne korte redegørelse for Aristoteles´ logik vil man savne en omtale af de tre logiske grundprincipper: identitetsprincippet (S er altid identisk med S), modsigelsesprincippet (S kan ikke både være P og ikke-P) og det udelukkede tredjes princip (Enten er S P, eller S er ikke P, noget tredje gives ikke). Dette skyldes, at de to sidstnævnte ikke findes i Organon, men derimod i Metafysikken, og at den førstnævnte ganske vist findes i Analytica Priora, men i en noget utilfredsstillende form : "Alt som er sandt må stemme overens med sig selv."

Metafysikken

Metafysikken - eller den første filosofi - er den videnskab, "der betragter det, der er, forså vidt det er, og det, som tilkommer det i kraft af, at det er." I Organon undersøgte Aristoteles tænkningens redskaber og grundlæggende principper. I Metafysikken undersøger han, hvad disse ting er i sig selv; f.eks. hvad "substans" er, og hvad tingenes første årsager er. Noget af det mest centrale i aristoteles´ metafysik (ontologi) er spørgsmålet om, hvad substans (ousia) er. Kort sagt er substans det som er i kraft af sig selv, men hermed er problemet ikke løst; for, som Aristoteles påpeger, bruges både "væren" og "substans" i mange betydninger. Noget siges at være, fordi det er substans, noget andet fordi det er forbundet med en substans, eller i færd med at blive en substans. Desuden kan "væren" bruges til at betegne nogets sandhed. "Væren" kan bruges accidentielt eller essentielt, f.eks. i udsagn som "Manden er musikalsk" (acc.) eller "manden er et tænkende dyr" (ess.). Det sidste udsagn, som udtrykker en væsenslov, kaldes en definition. Det er fra sådanne væsenslove vi udleder videnskabelig erkendelse. Udsagn som ikke på denne måde er udledt af definitioner er ikke-videnskabelige, og tillægger kun tingene tilfældige egenskaber, dvs. kategorierne i kategoriskemaet, bortset fra den første: primær substans. De primære substanser defineres ved at man angiver tilhørsforholdet til nærmeste slægt og ved den specifikke egenskab, som gør den til noget særligt (definitio per genus et differentiam specificam). Den grundlæggende betydning af "væren" er imidlertid den, der knytter sig til selve substansbegrebet. Men substansbegrebet bruges jo i flere forskellige betydninger. Aristoteles nævner fire:

Substans kan betyde 1) essens (det væsentlige), 2) det universelle, 3) klassen (genus) og 4) substrat (det tilgrundliggende), som han atter deler i tre: A) materie, B) form og C) foreningen af form og materie. Substratet er det, som alt andet siges om, mens det ikke selv siges om noget andet. Aristoteles´ overvejelser over substansbegrebet forekommer noget uklar og til dels selvmodsigende. Hver af de fire mulige betydninger af "substans" synes at opfylde nogle af de kriterier, Aristoteles opsliller for substansbegrebet, men alligevel udelukkes nogle. 2)(universalia) og 3) (genus) udelukkes, men de menes dog at være mere substans-agtige end particularia og species. Også materie og kombinationen af form og materie forkastes, og tilbage bliver altså essens (som kommer til udtryk i definitionerne) og form (strukturen i tingene). Disse to synes i særlig grad at kunne gøre krav på betegnelsen "substans". Som man vil kunne se, er der hos Aristoteles ikke tale om en klar doktrin om, hvad substans er. Der er tale om det væsentlige ved en ting, dens struktur, noget grundlæggende, som kan danne udgangspunkt for viden.

Foruden spørgsmålet om substans er spørgsmålet om forandring og bevægelse et hovedemne i Metafysikken. Ved undersøgelsen af dette spørgsmål kommer Aristoteles ind på væsentlige begreber som materie/form, potentialitet/aktualitet og år- sagsbegreberne. Læren om Gud som den ubevægede bevæger afslutter undersøgelsen.

Aristoteles skelner mellem accidentielle (kvantitative), partielle (kvalitative), lokale (steds-) og substantielle forandringer. Ved den sidste ændres tingen i sit væsen, idet noget i den opstår eller forgår.

Når noget forandrer sig, er der noget, som forbliver det samme. Ved substantiel forandring kan dette "noget" ikke være substansen. Det, som forbliver det samme gennem alle forandringer, kalder Aristoteles for materie (hyle). Den er i sig selv formløs, men den optræder formet på forskellig måde i de forskellige ting. Man kan altså sige, at materien er tingenes grundlag (hypokeimenon), mens formen er den specifikke struktur i tingen. Logisk set kan man skelne mellem form og materie. men i vor verden (den sublunariske) er de altid forbundet. Materie- og form-begreberne er i øvrigt relative begreber: et agern med en bestemt form kan blive materie for en ny form, egetræet, som atter kan blive materie for en tredje form, f.eks. en bjælke, etc..

Da vi ovenfor behandlede substansbegrebet, nåede vi (med Aristoteles) frem til, at navnlig essens og form kunne gøre krav på betegnelsen substans. Nu kan vi præcisere, at mens essensen udtrykkes vha. definitionen (genus + species), så udtrykkes formen sædvanligvis ved species alene. Ex.: Det er menneskets væsen (essens) at være et tænkende dyr, men det er menneskets form at være tænkende.

Om materie og form kan i øvrigt følgende fastslås: Både materie og form er uskabte. Materien er principielt én (prima materia), mens der er lige så mange former, som der er arter af ting. Formerne kan ikke gå til grunde. Som man kan se, er der en vis analogi mellem de aristoteliske former og de platoniske idéer, men formerne er tingene iboende (immanente), hvorimod idéerne er transcendente.

Potentialitet/Aktualitet

Det nye der opstår ved substantiel forandring er allerede til stede i tingen. Når forandringen er gennemført, er dette potentiale blevet aktualiseret. Al forandring har et endemål, et slutstadium, som kaldes entelekeia. Aristoteles´ naturopfattelse er altså teleologisk, dvs. at alt stræber mod et bestemt endemål.

De fire årsager

Aristoteles opererer med fire årsager til forandring: 1) causa materialis (den materielle årsag) , 2) causa formalis (den formelle årsag), 3) causa efficiens (den bevirkende årsag) og endelig causa finalis (formålsårsa- gen). Af disse regner Aristoteles formålsårsagen for den vigtigste. Det er nemlig især denne, der gør ham i stand til at forklare fænomenerne. Alle ting har f.eks. - ifølge Aristoteles - deres naturlige sted, som de stræber imod. Stenen stræber mod jordens centrum, agernet stræber mod at blive et egetræ, etc.. Sådanne forklaringer svarer ganske til, hvad vi tidligere betegnede som udgangspunktet for videnskabelig erkendel- se, dvs. svaret på spørgsmålet:"Hvorfor?"

Teologi

I den aristoteliske verden sker al forandring ved at formerne veksler mellem potentialitet og aktualitet. Formerne i sig selv er uforanderlige. Når en form aktualiseres i en materie, opstår en primær substans, som nok kan forandre sig, men ikke udvikle sig i den moderne betydning af ordet. Den må så at sige holde sig inden for rammerne af de eksisterende former. Men formerne danner en kontinuerlig trinrække (f.eks. fra det organiske til det uorganiske), og alle former stræber mod at aktualisere sig. Denne stræben er den formelle årsag til al forandring og bevægelse i verden. Verden forandrer sig altså, men indenfor rammerne af de eksisterende former. Det princip hvorefter al forandring foregår er gud. Gud er for Aristoteles den absolutte form uden materie, dvs. et immaterielt væsen, som kunne synes at høre hjemme i Platons idéverden. Som det grundlæggende princip for al bevægelse er Aristoteles´ gud selv ubevæget; han er den ubevægede bevæger.

Aristoteles´ teologi kan forekomme temmelig kryptisk, dels fordi det nok er teologiens væsen, og dels fordi han opgiver et af sine væsentlige standpunkter: immanens-standpunktet.
På den anden side kan konstruktionen af gudsbegrebet minde om konstruktionen af aksiomerne i Organon. Logikkens aksiomer svarer til on- tologiens gud. De er udgangspunkterne for for henholdsvis tænkning og væren, men som udgangspunkt og højeste princip for al væren er gud naturligvis ren tænkning. Den aristoteliske gud må altså ikke opfattes som noget aktivt handlende, selv om han er altings årsag og endemål. Han skal nærmest på panteistisk vis opfattes som indbegrebet af verdensordenen, kosmos. Hermed kommer han til at stå i skærende kontrast til den kristne gud, som skaber og handler og griber ind i verden på mangfoldige måder. Denne modsætning blev et problem for skolastikerne, da de søgte at indkorporere den aristoteliske filosofi i den kristne troslære.

Litteratur

J.L. Ackrill (1963): Aristotle´s Categories an De Interpretatione, Oxford

Johnny Christensen (1963): Aristoteles

G.E.R. Lloyd (1968): Aristotle, Cambridge

Anfinn Stigen (1977): Aristoteles, Oslo

Udvalgte artikler

Filosofi: Dekonstruktion Her introduceres dekonstruktionen som er en filosofi Jaques Derrida grundlagde.

Psykologi: Sigmund Freud og psykoanalysen Her fremlægges psykoanalysen som er en af de væsentligeste psykologiske retninger.

Filosofi: Ludwig Wittgenstein: Fra logik til sprogspilsteori Her skildres de to meget forskellige filosofiske sprogteorier som Wittgenstein beskæftigede sig med.

Sociologi og psykologi: Introduktion til Pierre Bourdieu Om begreber og videnskabsteori hos Bourdieu, som i høj grad benyttes indenfor sociologien og psykologien.

Filosofi: Aristoteles logik og metafysik En gennemgang af Aristoteles filosofi om logik og metafysik.