Artikler og b�ger om filosofi og psykologi.         
Teorier om psykologi, filosofi og sociologi.

Kort introduktion til queer theory

Af Anders Grove
Med feminismen synliggøres kvinden i den vestlige videnskabsteori. Queer theory er en videreudvikling af og et opgør med denne italesættelse af kønnet og er samtidigt også en kritisk og radikal lillesøster til den amerikanske Gay & Lesbian Criticism fra 70´erne og 80´erne. Desuden tager den afsæt i dekonstruktionens relativisme, som den benytter som udgangspunkt for et mere nuanceret syn på subjektet.

Begrebet "queer" betyder oprindeligt "underlig" og er i folkemunde blevet brugt som en nedsættende betegnelse for homoseksuelle. I starten af 90´erne tog politisk aktive bøsser og lesbiske ordet til sig og brugte det som en fælles betegnelse for deres "andethed" i forhold til resten af samfundet. Herefter er betegnelsen blevet optaget i den akademiske verden, hvor "queer" ikke blot er synonymt med homoseksualitet, men også referer til dét forhold, at det enkelte subjekt ikke kan indpasses i de normative rammer i en gældende diskurs.

Hovedkræfterne bag queer theory er især kritikeren, Eva Kosofsky Sedwick, der allerede i 1985 med "Between Men" indførte seksualitetsproblematikken i litteraturforskningen, samt den amerikanske filosof, Judith Butler, der med bl.a. "Gender Trouble" (1990) har udviklet teorien til et studium i køn, krop og seksualitet.

I Danmark er teorien i slutningen af 90´erne formidlet videre af bl.a. Mette Liv Mertz, Anne Scott Sørensen, Dag Heede og Christel Stormhøj.

Judith Butler

Med sine overskridende teorier om subjektet som socialt konstrueret og diskursivt konstitueret repræsenterer Judith Butler en poststrukturalistisk tilgang til kønnet og seksualiteten. Hun er inspireret af Foucault begreb om den produktive magt, dvs. hvordan man inden for en diskurs udelukker eller integrerer elementer, som ikke passer ind i samfundets normer, Lacan og Freuds forestillinger om det psykiske kropsbillede samt Derridas "konstitutive udenfor".

Den flydende identitet og kønnets performativitet

Butler dekonstruerer den traditionelle måde, hvorpå man har kategoriseret identitet som fast, adskilt og naturlig. Identitet forudsætter en identifikation med noget andet. En sådan identifikation vil altid kun være tilnærmelsesvis, og identitet bygger derfor på en eksklusion af forskel. Således står identitet aldrig alene og kan ikke afgrænses som en fast størrelse.

Med det i tankerne problematiserer Butler den traditionelle kategorisering af kvinder og lesbiske etc. som homogene grupper, idet hun påpeger, at der internt i grupperne hersker forskelle individerne i mellem. Heller ikke forholdet mand vs. kvinde er fast afgrænset, idet kønnenes identitet bygger på eksklusion af det modsatte køns identifikation ved at etablere et "konstitutivt udenfor".

En anden måde, hvorpå Butler dekonstruerer identitetsbegrebet, er ved at problematisere forholdet ml. kategorierne socialt køn ("gender") og biologisk køn ("sex"). Traditionelt set er det sociale køn (femininitet/ maskulinitet) blevet opfattet som en konsekvens af det biologiske køn (kvinde/ mand), der er en forudsætning for begæret af det modsatte køn. Selv feministerne har i deres bestræbelser på at finde et tegn for kvinden og ved at fremføre kvindekønnet som en homogen gruppe implicit godtaget tanken om en forbindelseslinje mellem biologisk/ essentielt og socialt/ kulturelt køn.

Butler kritiserer den traditionelle opfattelse af kønnet - og herunder feminismens - ved at påpege, at hverken kvinder eller mænd bør kategoriseres ud fra deres biologiske køn. Herved skaber man nemlig en binær modsætning ml. mand /kvinde, der tvinger det enkelte individ til at forblive inden for den givne kategori.

I stedet interesserer hun sig for det sociale køn og peger på, at et individs køn defineres af dets performativitet. Butler siger: "There is no gender identity behind the expressions of gender; (...) identity is performatively constituted by the very "expressions" that are said to be its results."(Butler, 1990, p. 25). Her er Butler inspireret af filologen John L. Austin, som opererer med forskellige talehandlinger, der i dét øjeblik, de artikuleres, udfører det, de siger. Dvs. en performativ er ikke blot en måde at udtrykke noget på. Den er selve handlingen og udtrykket i ét. Således ligger det sociale køn i selve performativiteten; i selve fremførelsen. På denne måde bliver kønnet et spørgsmål om, på hvilken måde individet vælger at handle. Spørgsmålet om hvilken krop, det er født i, og dermed hvilket biologisk køn, det tilhører, er uinteressant i denne sammenhæng. Identiteten ligger således ikke fast, men skifter derimod konstant - afhængigt af fremførelsen i forskellige situationer. Butler siger i den forbindelse:

When the constructed status of gender is theorized as radically independent of sex, gender itself becomes a free-floating artifice, with the consequence that man and masculine might just as easily signify a female body as a male one, and woman and feminine a male body as easily as a female one. (Butler, 1990, p. 6)
Grænserne mellem kønnene brydes altså ned, og det sociale køn kan så at sige bevæge sig frit omkring. Hermed gør Butler for alvor op med den traditionelle opfattelse af det liniære forhold mellem biologisk og socialt køn. Hun vender desuden hele identitetsbegrebet på hovedet så at sige, når hun hævder, at den kønslige og den seksuelle identitet opstår som en konsekvens af performativiteten. Således kan kønsidentitet ikke som tidligere nævnt kategoriseres som en fast, adskilt og naturlig størrelse. I stedet fremstår den som flydende, sammensat og social.

Opgøret med heterocentrismen

Med teorien om det performative køn forklarer Butler, hvordan det inden for, hvad hun kalder, den heteroseksuelle matrix, dvs. den heterocentriske diskurs, er muligt at normere heteroseksualiteten ved at opstille det to-kønnede forhold mand vs. kvinde som en binær opposition. Her ligger hele grundlaget for, at Butler i første omgang gør op med den tidligere måde at kategorisere identiteten på. Disse kategoriseringer er nemlig effekter af den heterocentriske diskurs, som hun forsøger at dekonstruere.

Gennem en løbende gentagelse af performativer som fx trusler, skældsord og forbud skabes normer og regler for, hvordan man bør opføre sig for at passe ind i diskursen. Det sammenligner Butler med Lacans idé om den symbolske orden, hvor faderens lov hersker med basis i en naturgiven heteroseksualitet. Fx skaber skældsordet "bøssekarl" en identitet, som de færreste ønsker hæftet på sig. Butler mener, at man derved citerer en vis opfattelse af kønnet. Dvs. man konstituerer den kulturelle opfattelse af kønnet og gør kønnet forståeligt. På samme måde har Lacans symbolske orden også kun gyldighed i og med, at den gentagelsesvist citeres. Den er ikke naturgiven.

Butler mener, at den heterocentriske diskurs på baggrund af det citerede køn virker begrænsende for kønnets udfoldelse. Den regulerer nemlig de enkelte subjekter og marginaliserer dém, der ikke lever op til normerne for forholdet mand vs. kvinde. Således er homoseksualitet og homoseksuel identifikation blevet ekskluderet - sat uden for diskursen - som værende abnorm og uforståelig.

For at opsummere kan man sige, at Butler med opgøret med den binære modsætning mand vs. kvinde og med tanken om kønnet som flydende, performativt og uafhængigt af biologien for alvor står for en frigørelse af kønnet og seksualiteten.

Litteratur

Christel Stormhøj: Kønnets regerende dronning - en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab. Kvinder, Køn og Forskning, nr. 2, 8. årg., 1999

Judith Butler: Gender Trouble, 1990
Print teksten

  Til forsiden :: Tip en ven :: Søg :: Kontakt   Hvad er:   Sociologi  :: Filosofi  :: Psykologi